Velkommen til Borgernes Nævn
Hos os kan du henvende dig, når en afgørelse fra en myndighed virker urimelig, uforståelig eller helt ude af trit med sund fornuft.
Vi er et bredt sammensat panel af jurister, journalister, fagfolk og engagerede medborgere, som gerne vil bidrage til at afgørelser bliver truffet med omtanke og empati.
Vi ved, at mange føler sig små og magtesløse, når de står over for systemet. Regler og paragraffer kan være svære at overskue, og det kan være tungt at kæmpe alene. Vores opgave er at se på sagen med både faglig indsigt og menneskelig forståelse.
Hos os er ingen sag for lille – og ingen borger for ubetydelig.
Vi tager udgangspunkt i dig og det, du oplever som uretfærdigt eller uforståeligt. Vores afgørelser er ikke juridisk bindende, men de er tydelige, saglige og baseret på både ekspertise og almindelig sund fornuft.
Du skal ikke være nervøs for at tage kontakt. Vi møder alle med respekt og åbenhed – også hvis du er usikker på, om din sag "er vigtig nok". Tværtimod: netop de sager, som systemet overser, er dem, vi gerne vil lytte til.
Vi har tavshedspligt, så ingen andre vil få at vide at du har henvendt dig til os, eller hvad du har skrevet om. Vi aftaler med dig om vi skal gå videre med din sag, inden vi kontakter andre om den.
Vi forbeholder os dog ret til ikke at behandle en sag, men vi vil så give dig en begrundelse, og forklare hvorfor din sag ikke er i overenstemmelse med vores formål.
Formålet er enkelt: at give en stemme til dem, der ellers ikke bliver hørt – uanset om det er borgere, udsatte grupper eller de svageste i samfundet.
Hvordan det foregår
Fortæl os om din sag på borgernesnaevn.dk. Beskriv kort, hvad sagen drejer sig om, og hvorfor du mener at vi skal kigge på den.
Vi vurderer sagen
Vi vurderer sagen og afgør, om den falder inden for nævnets formål. Hvis ikke, får du en begrundelse.
Vi tager sagen op
Hvis vi tager sagen op, samler vi oplysninger fra dig, og evt. relevante dokumenter.
Panelet behandler sagen
Panelet behandler sagen. Vores panel består af jurister, journalister, fagfolk og engagerede borgere.
Du får en udtalelse
Du får en udtalelse fra nævnet. Den er vejledende og kan bruges til at styrke din sag eller rejse debat.
Afslutning
Vi hjælper med at sende klager og udtalelser til myndigheder, men kun hvis du mener at vores udtalelse er brugbar for din sag. Hvis du gerne vil have rejst en offentlig debat om det principielle i sagen, kan vi også hjælpe med det.